Sjællands sydvestlige kyster adskiller sig fra de fleste andre ved deres smukke dobbelt kyster med kystskove, hvis træer når helt ud til den “salte strand”! De mest kystfjerne dele af godset er Fuirendal hovedgård, der er forbundet med Smålandshavet med en syv kilometer lang skov. Det meget varierede Plante- og dyreliv har stor international interesse. Ikke mindst fuglelivet sætter sit præg på området. Stor rekreativ værdi har de kilometerlange ydre sandstrande og det idylliske miljø i Bisserup Havn, der ligger ved indløbet til Holsteinborg Ydernor.
Områdets dobbeltkyster har en inderkyst og en yderkyst med lavvandede nor imellem. Den ydre kyst består gennemgående af sandstrand ud imod Smålandshavet og udstrakte sandbarrer med fladvandede områder ind mod den beskyttede fladkyst. Her findes endvidere mange botanisk interessante enkeltlokaliteter langs kysten, bl.a. forskellige eksempler på sjældent bevarede typer af sydøstdansk blandingsløvskov og karakteristiske strandfælleder på feddene ved Sevedø og på Glænø.
Rækken af store ejendomme langs sydkysten danner med de store herregårdsmarker med fritstående træer en spændende kontrast til de mellemliggende, typisk sjællandske gårdbrug og landsbyer, hvilket sammen med de spredte og kystnære skove gør området afvekslende og rigt på landskabelige indtryk af vidt forskellig art.
Områdets mange godser har betydelig kulturhistorisk værdi. Holsteinborg Gods med tilliggende park, skove og enge er delvis fredet i 1941. Bygninger på både Holsteinborg, Fuirendal og Snedinge er fredet. Historisk og arkæologisk udmærker området sig ved en række gravhøje samt flere udstrakte skanseanlæg forskellige krige.
Dette varierede landskab med nær forbindelse mellem land- og vandarealer med store udyrkede fed, fladvande, strandenge og moser omgivet af skov og frugtbart agerland har stor betydning for fuglelivet og gør området til et af landets vigtigste fugleområder. Som vådområde betegnes lokaliteten som en meget vigtig rasteplads for trækkende fugle. Derudover er området af største vigtighed for mange ynglende vade- og andefugle.
De botaniske interesser i området er betydelige og med en helt utrolig alsidighed. Her findes et rigt varieret udbud af forskellige biotoper, f.eks. løvskov, blandingsskov, skræntbevoksning med åben skov og krat, græsurtevegetation samt strandenge, fælleder og rørsumpe. I området findes en utrolig artsrigdom, over 1000 arter er registreret.