|
HISTORIE
HOLSTEINBORG GODS ligger med 13 km
kystlinje ned til Sydvest-Sjællands sydlige
dobbelt-kyst, der med en række af øer,
holme og rev opdeler vandområderne - de rolige
indvande fra det rå hav udenfor med kysten under
stadig nedbrydning. - Dette egen-artede sceneri har
gennem tiden tiltrukket og inspireret særdeles
mange malere og digtere - fx H. C. Andersen gennem
25 år.
HOLSTEINBORG har på ca. 800 år
alene haft to ejerfamilier og eet embede.
Siden ca år 1200 lå på det nuværende
bygnings-anlægs område et forsvarsværk
til beskyttelse af den nærliggende - da et flådestøtte-punkt
- Bisserup Havn. Med navnet BRÅDE kendes godset
som et lenssted under Roskilde bispestol helt frem
til 1522, hvor Kronen overtog. (Ældste bevarede
jordebøger er fra 1290 og 1370).
Frederik
II.s bestræbelser på at skabe kongelige
enemærker i Nord-Sjælland medførte
en række store godsmageskifter, hér bl.
a. med Niels I. Trolle til Torupgård, der i
stedet i 1562 fik BRÅDE Gods, der herefter bar
navnet TROLHOLM.
Det store voldsted blev snart efter indgravet, og
et næsten helt symmetrisk borg- og ladegårds-anlæg
blev bygget i årene 1598 -1651. Ligeledes opførtes
ladegården på den nærliggende sædegård,
Snedinge.
Da
amtmand over Flensborg Amt, Ulrich Adolph Holstein
(søn af danske oberst Adam Christopher) år
1700 erhvervede Baroniet Fuirendal, blev grunden lagt
for den nuværende slægt som ejere af gods
i Sydvest-Sjælland. I 1707 købte han
de to sædegårde TROLHOLM og SNEDINGE,
som 01.1708 opgik i GREVSKABET HOLSTEINBORG.
(Dette endte med at omfatte bl.a. 14+6 kirker, 11
hovedgårde/godser, 84 landsbyer, 7 poge- og
24 skoler).
Denne første lensgreve hér blev Frederik
IV´s svoger, og var i dennes sidste 10 regeringsår
Rigets storkansler, og Ridder af Elefanten. - Storkansleren
etablerede 10 landsbyskoler c. 1710, og indbyggede
Holsteinborg Kirke i 1728, der fortsat er normal
sognekirke - den ene af landets to eneste privatejede
sognekirker i dag.
Den
sjette lensgreve, Frederik Adolph, havde mange nære
relationer til Reventlow og Bernstorff kredsen - og
deres interesse- og aktivitets-fællesskab med
landboreformer, økonomi og de spirende nye
politiske styreformer.
Få af utallige eksempler: I 1808 tændtes
det første juletræ i Danmark (og Skandinavien);
14 skoler og 12 husflidsskoler blev bygget 1810 -
25, Danmarks første sygekasse blev oprettet
i 1811, Nordeuropas første Sparekasse i 1810,
Sorø Amts Landøkonomiske Selskab i 1833.
Et skub til erhvervslivet kom, da 11 industrier blev
etableret i Bisserup (fajance-fabrik, sæbesyderi,
væveri o.m.a.).
Også udkastet til Norges "Ejdsvold Grundlov"
fra 05.1814 blev skrevet hér i Havestuen.
Syvende lensgreve, Ludvig var bl. a. konseilspræsident
1870-74. Denne og hustruen Mimi var vært for
H. C. Andersen 36 gange hér og i deres bolig
i København. Ca. 50 af digterens eventyr, historier;
fædrelands-sange, digte, rejse-beskrivelser
- endog en opera - er skrevet eller inspireret hér.
Nuværende ejer siden 1977 er 12te (lens-)
greve til Holsteinborg: Hofjægermester Ulrich
greve Holstein - Holsteinborg. Hustru er cand. jur.
Monica f. Sally.
Familjens daglige liv leves i hovedbygningen, hvis
nordlige del blev bygget i 1598.
|